Vores Eventyr

Kan drømme blive til virkelighed?

“Så er den ged barberet” eller “Der gik ged i den”. Sætninger vi har hørt og sagt mange gange. Det lyder let og sjovt, og sjovt var det også tit, men sjældent let.

Mennesker har drømme om hvordan livet skal forme sig og unge menneskers drømme er nok lidt vildere, end de drømme vi halvgamle har. Da vi var i starten af 30’erne, havde vi en drøm om at flytte på landet og have mange dyr. Vi boede på daværende tidspunkt i Krefeld, en by i Tyskland mellem Düsseldorf og den Hollandske grænse. Et meget tæt befolket område. Vi var bymennesker, men følte os ikke helt sådan. Min mand, Ulrich, er tysker og jeg havde levet det meste af min tid på Amager tæt ved København. I foråret 1992 fik vi vores søn Leopold. Vi tænkte, at som børnefamilie ændrer livet sig radikalt, så hvorfor ikke tage det helt store skridt og føre vores drømme ud i livet nu.

Hvorfor så lige mohairgeder? Og hvorfor i Danmark?

Svarene var enkle. Geder var lettere end køer og grise, og mindre landbrugsejendomme med jord var billigere i Danmark end i Tyskland. Samtidigt havde vi læst en artikel om mohairgeder, der hed noget i retning af “Han spinder guld af hår”, og som handlede om en af pionererne inden for mohair gedeavl i Danmark. En artikel der i den grad vækkede vores nysgerrighed for disse charmerende krøllede dyr. Vi vidste, at viden er afgørende for en god start og øger chancen for et godt resultat, så vi startende hos boghandlerne og støvsugede Nordrhein-Westfalen for bøger om geder. Vi fandt dog ingen om Mohairgeder. Min far blev sat på sagen og via den daværende mohairforening i Danmark, fremskaffede han store mængder læsestof om mohairgeder og økonomien ved produktion af mohair i Danmark. Vi læste på livet løs og følte efter nogle måneder, at vi var verdensmestre i gedehold. Men, næææ, så let skulle det dog heller ikke være.

Når der kun er en vej, og det er fremad

I august 1992, fandt vi en mohairgede-besætning, der var til salg. Den bestod af 167 geder, hvoraf ca. 20 var malkegeder og krydsninger kaldt Cashgora-geder. Resten var Mohairgeder. Vi købte besætningen, fyldte to flyttebiler med habengut og forlod det velkendte byliv for at blive gedeavlere. Vi kunne bo til leje på ejendommen, hvor gederne befandt sig, indtil vi fandt noget andet. Det var så her, ca. 14 dage efter ankomsten at vi fandt ud af, at vi ikke var verdensmestre, men “point-of-no-return” var nået, så det var bare fremad. Det var ikke bare lige sådan at barbere en ged der sprællede og hellere ville gumle hø end at ligge stille og lade sig befri fra pelsen. Og man kunne vist godt sige, at der gik ged i økonomien, for priserne for rå-mohair var pludseligt stærkt faldende. De stemte ikke længere overens med de beregninger, som vi havde fremskaffet, før vi kastede os ud i dette gedeeventyr.

Vores plan havde været at producere og sælge rå-mohair. Vi havde ikke tænkt turisme eller færdigvarer ind i vores koncept, men en dag blev vi kontaktet af Fjerritslev turistbureau. De ville gerne have lov til at sende nogle turister ud og se på geder. At klappe en ged, ville være for tamt tænkte vi, så via mohairforeningen fik vi fremskaffet nogle bundter dansk produceret mohairgarn og nogle mohairstrømper, som foreningen havde fået lavet i England. Vi lagde disse varer frem på en høballe i stalden og ventede spændt på en invasion af turister. Der kom én tysk familie. Altså ikke noget der reddede økonomien, men det kunne idéen om turister måske. Den tyske familie og deres børn har i øvrigt siden hen besøgt os mange gange på vores nuværende gård.

Først og fremmest gedernes ve og vel

I sommeren 1993 købte vi gården i Bratbjerg og flyttede med gederne, der nu var blevet til flere. Der skulle i en hulens fart sættes hegn og laves hytter til de krøllede dyr. Inden efteråret skulle de eksisterende staldbygninger være klar, så der var ikke meget tid til at få styr på de øvrige omgivelser. En prioritering der var nødvendig af hensyn til gederne, men ikke lige det turisterne måske forventede. Vi var nu fast besluttet på, at turisterne skulle få skuden til at vende. De besøgende der forstod, at gedernes ve og vel var det vigtigste, viste stor tilfredshed med oplevelserne på gården og mange blev senere stamkunder år efter år.

Det første efterår havde vi gederne i de gamle stald- og ladebygninger. I en af bygninger var et aflukket rum, som vi kunne bruge til butik. Her blev et lille fint udvalg af mohairstrømper, færdig strikket trøjer og sjaler samt mohairgarn med opskrifter udstillet. Man skulle igennem en del af gedestalden for at komme til butikken. Super hyggeligt, bare ikke den dag gederne havde brudt døren til butikken op. Der stod jeg med et par kunder, der havde glædet sig til fine mohairprodukter og en lille flok geder, der havde en fest. På bordet stod et par krøllede uhyrer (det var sådan, jeg opfattede gederne den dag) og gumle løs på strikkeopskrifterne. De små sorte kugler som geder har det med at tabe flittigt, lå spredt all over. De turister købte ikke noget og kom aldrig igen.

Det begyndte at lysne

I løbet af vinteren fik vi en ny super gedestald færdig. På gården havde der tidligere været en minkfarm. Med stor kreativitet fra min mands side blev de to minkhaller til en stor gedehal på ca. 500m2. Den efterfølgende sommer blev flere “sommerboliger” til gederne færdige og flere marker blev indhegnet. Nu var vi ved at være klar til at modtage turister på gården, men det haltede dog stadig med omgivelserne. Efterhånden som vi også fik styr på det, steg antallet af besøgende og omsætningen i butikken. Den gamle stald var i mellemtiden blevet indrettet til butik og vi var efterhånden godt i gang med at produktudvikle de mohairvarer der skulle sælges. I en periode deltog jeg i et projekt på Koldkærgård Landbrugsskole, der skulle udarbejde et koncept for mohairavlere i Danmark. Det handlede om produktion og salg af egne varer. Forædlingen af mohairen overlod vi til andre. En rigtig god beslutning vi tog dengang, da mohair kræver og fortjener forarbejdelse af professionelle og med de rigtige værktøjer. Vi var og er stadig meget fokuseret på kvaliteten, så vi søgte og fandt firmaer i både danmark og udlandet med det rigtige “know-how”, som vi kunne samarbejde med.

En påske i et af de første år holdt vi åbent hus. Vi havde haft annoncer i de lokale aviser og inviteret besøgende til at se, når vi klippede geder. Vores velfunderede teoretiske viden om geder var efterhånden også styrket med et par års intensiv praktisk erfaring. Vi fortalte gerne om gedernes adfærd, produkternes tilblivelse og mohairens fantastiske egenskaber og var i stand til at fortælle historier som både børn og voksne fandt sjove og interessante. Vi krydsede fingre for at 100 måske 200 besøgende ville dukke op over alle 5 påskedage. Der kom næsten 1.000. Vi var nu ikke bare klar, vi var i fuld gang.

30 år senere…

30 år er gået, siden vi kastede os ud i dette eventyr med mohair. Mange ting er forandret. Vi har ikke længere geder, men vi er dybt arrangeret i handel med mohair. Hver ting til sin tid.

Det har været en lang rejse, en rejse der nok ikke rigtig slutter, for når vi ikke længere vil eller kan, bliver det sandsynligvis Leopold der fortsætter rejsen. Han er allerede i fuld gang i firmaet. Egentlig er han uddannet civilingeniør, men arbejdet med markedsføringen i firmaet samt udarbejdelse af salgs- og it systemer kræver efterhånden al hans tid. Moderne virksomhedsførelse er noget anderledes i dag end dengang vi knoklede med geder og landbrug. Det sidstnævnte har Leopold fået ind med modermælken, og det glemmer han aldrig. Nu kan han koncentrere sig om salg på nye og smarte platforme.

TAK

Til slut vil jeg takke alle de mennesker, der gennem tiderne har hjulpet os såvel praktisk og med inspiration samt opmuntring. Uden min mor, Lydia Nielsen, til at lave mad og min far, Preben Nielsen, til at hente og bringe børn, havde jeg aldrig klaret det. Foruden mit liv som gedeavler, landmand og butiksindehaver arbejde jeg næsten 40 år i luftfartsbranchen, dog kun på deltid de fleste år. Vore børn som ud over Leopold består af Maria, har altid været en del af “arbejdsstyrken” på gården. Vi er taknemmelige for at de tidligt deltog i pasning af dyr og flittigt tog del i andre nødvendige gøremål. Min mands familie var i ferier ofte her og gav en hjælpende hånd med. Det var ikke småting, de kunne udrette på en uge.

Skulle du have lyst til at læse mere om mohairgederne, anekdoter fra hvedagen med dyr, vores mohair produkter, mohairens egenskaber og andet der har med mohair at gøre, kan jeg fortælle, at der vil komme flere blogindlæg.